Jeg vil hellere fortælle kolleger at jeg er blevet tacklet i fodbold, end at jeg har fået stress

Sådan sagde en af mine mandlige stressklienter, da snakken faldt på hvordan udmeldingen til kolleger skulle lyde. De fleste af de stressramte mænd jeg møder i min stressbehandling, vil helst undgå at fortælle kolleger sandheden. Dette uanset hvilket niveau man arbejder på – med og uden ledelse. Hvorfor mon?

Mine erfaringer viser at det er en sammenfletning af:

  • manglende viden
  • kulturen på arbejdspladsen
  • myter om stress
  • opfattelsen af hvordan en mand skal være

Lad os tage dem en for en.

Manglende viden

… om stress og om sig selv er medvirkende til at man drager forkerte konklusioner. Mangler man viden om hvad stress er, forholder man sig til det man hører og læser og herved også til myter. Manglende viden om sig selv medfører ofte en urealistisk holdning til sig selv omkring grænser, overlevelsesstrategier m.m.

 

Kulturen på arbejdspladsen

… er afgørende for om man har lyst til at være ærlige. I mange virksomheder er stress stadig tabubelagt. Det betyder at virksomhedskulturen er baseret på manglende åbenhed og manglende viden om stress og det medfører at man, som ledere og medarbejdere, er usikre på, hvordan man forholder os til stress. Ligeledes hvordan man skal agere, hvis man enten selv oplever stress eller observerer stress hos en kollega.

Læs mere om forebyggelse af stress her

 

Myter om stress

… skaber forvirring og er med til at fastholde opfattelsen af stress. En af de mest vellevende myter er at kvinder er mere stressede end mænd. Undersøgelser der understøtter dette har glemt at tage højde for at mænd ofte reagerer, taler eller viser ikke deres følelser på samme måde som kvinder. I stedet gemmes der på lager inden i og konsekvensen er at mænds stress er mere skjult end kvinders stress. Myter om stress hæmmer desværre trivsel.

Læs mere her om de 5 mest gængse myter om stress

 

Opfattelsen af hvordan en mand skal være

… hænger fast i billedet af den stærke mand der ikke viser svagheder. Stress betragtes som en personlig svaghed som igen kan adresseres til manglende viden og myter om stress.

 

Mandestress er helt “normalt”

Desværre er stress blevet normalt og både kvinder og mænd rammes. Når du som mand rammes af stress, deler du samtidig båd med mange andre mænd.

Der er både skrevet bøger om mænds stress, og der findes stresscoaches der har specialiseret sig i mænds stressbehandling.

Der er absolut intet pinligt eller svagt ved at være stresset. Stress er en reaktion på at noget ikke fungerer. Kroppen slår alarm og sender stresssignaler i håb om, at man reagerer på dem – og genskaber balance.

Ønsker du at skjule, forklejne eller fortælle en løgnehistorie om din stress, hjælper du hverken dig selv eller andre. Lidt groft sagt er du faktisk med til at fastholde både den manglende viden, myter, kulturen på arbejdspladsen og opfattelsen af hvordan en mand skal være.

 

Meld ærligt ud til dine kolleger

Erkendelse, viden om stress og ærlighed er vigtig i forhold til at kunne imødekomme og forebygge stress.

Vær modig og fortæl dine kolleger om hvordan du har det. Din fortælling er med til at skabe en åben og tillidsfuld tone, hvor man vil, kan og tør adressere stress. Din ærlighed bidrager samtidig til et bedre arbejdsmiljø. Du er med til at skabe en kultur, hvor man er opmærksom og passer på hinanden. Det er stærkt!

Maj Djurhuus, Psykoterapeut og Stresscoach

Pin It on Pinterest